Kat

Har dit kæledyr (og dit hjem) fået lopper?

Har dit kæledyr (og dit hjem) fået lopper?
Har dit kæledyr (og dit hjem) fået lopper?

Lopper hos katte og hunde kan være til stor gene og ikke mindst en plage, når de først er flyttet ind i vores hjem. Læs her alt du skal vide om de irriterende lopper - og hvad du kan gøre for at slippe af med dem igen!

Lopper på hunde og katte er næsten et uundgåeligt fænomen. Hvis din hund eller kat bliver smittet med lopper, er det ikke fordi, det skyldes dårlig hygiejne. Lopperne vil utrolig gerne bosætte sig i en lun pels, hvor der tilmed er friske forsyninger af blod lige indenfor rækkevidde. Derfor er netop vores kæledyr et attraktivt bosted for lopperne.

Foruden at lopperne stortrives i pelsen, invaderer de også dit hjem i stor stil. Dermed er lopperne pludselig ikke kun et lokalt problem, som generer dit kæledyr og måske efterlader den øvrige husstand med små røde, runde, kløende bid. Nej, lopperne vil finde sig til rette i din husstand - og den efterfølgende kamp for et loppefrit hjem er både omfattende og langtrukken.

LOPPERNE FLYTTER IND OVERALT!

Det er relativt nemt at befri din hund eller kat for lopper, men hvad du måske ikke tænker over er, at kun 5% af lopperne faktisk bor på dit kæledyr. De resterende 95% af lopperne lever som æg, larver og pupper i omgivelserne, det vil sige i sofaen, sengen, puden, dynerne, ja selv i revnerne mellem gulvbrædderne kan der ligge anlæg til nye lopper. Der er derfor god grund til at forebygge mod lopper, hvis du vil undgå, at lopperne flytter ind hos jer.

“95% af lopperne lever som æg, larver og pupper i omgivelserne, det vil sige i sofaen, sengen, puden, dynerne, ja selv i revnerne mellem gulvbrædderne”

FÅ 5 GODE RÅD: UDRYD LOPPER I DIT HJEM

Har du konstateret, at din hund eller kat har lopper, kræver det en omfattende indsats og grundig rengøring at komme lopper, æg, larver og pupper til livs. Det er hurtigt at starte behandlingen af lopper på din hund eller kat, men at skulle hele din bolig igennem er et større projekt. Vi giver dig derfor et par gode, effektive råd med i kampen mod lopper.

  1. Støvsug grundigt og hyppigt: Både sofaen, sengen, stole med tekstiler, paneler og sprækker. Støvsugning fjerner de umodne loppestadier, hvilket er et vigtigt redskab i kampen mod lopper.
  2. Husk at støvsugerposen skal smides ud efterfølgende, da den ellers vil fungere som rugested for de umodne lopper.
  3. Vask alle tekstiler ved minimum 60 grader. Løse tæpper, puder og dyner kan vaskes.
  4. Undgå derudover gulvvask i kampen mod lopper. Lopperne elsker fugtighed, så vasker du et gulv med store sprækker, klækker de umodne lopper hurtigere. De bliver derved sværere at fange med støvsugeren, som er det mest effektive redskab i kampen mod lopper.
  5. Hav tålmodighed! Der kan godt gå nogle måneder, før dit hjem er helt loppefrit.

Du kan også læse mere i vores guide her.

GLEM IKKE UDENDØRSAREALERNE I KAMPEN MOD LOPPER

I kampens hede kan vi hurtigt glemme at komme hele vejen rundt og huske alle de steder, hvor hunden eller katten færdes. Har du hund, bør du også huske at støvsuge bilen, bilens måtter grundigt og vaske eller fryse eventuelle løse hundetæpper. Har du udekat, har din kat måske en yndlingsplads i skuret, garagen eller på hynden i havestolen - husk også at svinge støvsugeren forbi her og rengøre tekstiler.

KAN LOPPER LEVE I HAVEN?

Ja, der kan sagtens findes lopper i din have. Gamle fuglereder er et yndet sted for lopper og både flåter og lopper trives fugtige steder. Der er dog ingen grund til at begynde at finde behandlingsmetoder til at holde lopperne væk fra haven - det er langt nemmere at huske forebyggende behandling mod lopper hos din hund eller kat.

TIDEN EFTER KAMPEN MOD LOPPERNE

Da loppens cyklus fra æg til levende loppe tager flere måneder, kræver indsatsen mod lopper også ofte et par måneder for at være helt sikker. Du starter med at behandle din hund og kat med eksempelvis Frontline Combo Vet og for at blive helt loppefri, bør du behandle sammenhængende hver fjerde uge i minimum 3-4 måneder.